Det berømte British Guiana 1c magenta-mærke,
som ofte har fået betegnelsen "Verdens
sjældneste frimærke". Philip Ferrai købte det i 1878
for 150 britiske pund. I 1924, da hans samling kom
på auktion, blev det solgt for 36.000 US$. Ved
seneste salg i 1980 var prisen 935.000 US$.
Hjemme havde Philip Ferrari en af Paris’ førende frimærkehandlere, Pierre Mahé, ansat til sammen med en sekretær at holde styr på samlingen.
Trods den sagkyndige bistand lykkedes det jævnligt handlende og svindlere at narre ham, og farlige forfalskninger gik på et tidspunkt under navnet ”ferrarities”.
Konfiskeret
Philip Ferrari besluttede undervejs, at samlingen skulle bevares og gøres tilgængelig for publikum. Derfor testamenterede han i 1915 det hele til Postmuseum i Berlin.
Hvis samlingen rent faktisk var endt der, kunne det tyske museum i dag fremvise en samling, hvis lige ikke ville findes i hele verden.
Men krigen kom på tværs af Ferraris planer.
Ferrari knyttede i sit liv tætte kontakter til Østrig og valgte - fatalt nok - at blive østrigsk statsborger. For da Første Verdenskrig brød ud, måtte han sande, at han ikke var i sikkerhed i Frankrig, hvor han ellers havde boet det meste af sit liv. Han flygtede derfor i 1917 til Schweiz, mens han efterlod sin kæmpestore frimærkesamling på den østrigske ambassade i Paris.
Kort efter døde Philip Ferrari, og han oplevede derfor aldrig den sørgelige afslutning på historien. For efter krigen konfiskerede den franske regering hans samling med påstanden om, at den skulle være med til at dække den tyske og østrigske krigsskade-erstatning.
Så mellem 1921 og 1926 blev samlingen splittet op og solgt på i alt 14 auktioner. Samlet indbragte den 30 mill. franc - omregnet til dagens mønt ca. 150 mill. danske kr.