Af Chr. Rimestad
Hvilken dansker har oftest optrådt på udenlandske frimærker?
Frimærkehandler Kim Taylor er næppe alene om at spekulere over dét spørgsmål.
En egentlig opgørelse findes ikke, men Kim Taylor har i over 25 år søgt at lokalisere alle de såkaldte danica-udgivelser, dvs. Danmark eller dansk på udenlandske frimærker.
Øverst på hans top-5 over kendte danskere, som udenlandske postvæsener har sat på mærkerne, ligger ikke så overraskende eventyrdigteren H.C. Andersen.
Det undrer næppe heller, at atomfysikeren Niels Bohr følger efter.
På de tre efterfølgende pladser placerer Kim Taylor søfareren Vitus Bering, fodboldspilleren Peter Schmeichel og Bent Larsen, stormester i skak.
Og så har vi da lov til at kippe lidt med flaget i Horsens, for Vitus Bering blev født i byen i 1681. Herfra drog han ud i verden og blev så berømt en opdagelsesrejsende, at det danske postvæsen har givet ham sin egen serie frimærker. Det kan du læse mere om her
På Kim Taylors fortsatte liste dukker flere navne op, typisk med et par eller tre udenlandske frimærkeudgivelser: astronomen Tyche Brahe, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, fotografen Jacob Riis, sangeren Lauritz Melchior, geologen Niels Stensen (eller Steno, som han kaldte sig i udlandet), fysikeren Ole Rømer samt lægen og forskeren Ole Worm.
Disse tre miniark fra Djibouti, Tchad og Nevis, som Kim Taylor venligst har udlånt, er fælles om at vise Vitus Bering. Men er det nu den rigtige Bering…