Tålmodighed er en dyd

- også for en postkortsamler.

Af Frank Miller

Midt i 1980’erne fik jeg et album med en del postkort fra Horsens. De medvirkede ikke kun til, at jeg for alvor gik i gang med at samle postkort fra Horsens - de rummede også et mysterium, det kom til at tage næsten 25 år at løse.

Blandt kortene var ét med ”Højbo ved Horsens”, dateret 18. juni 1912 og visende en lille ejendom, formentlig beliggende i udkanten af byen eller i en af forstæderne.

Af teksten fremgår det dog, at huset er afsenderens ejendom, taget ”i sommer”, så billedet kan tidsfæstes rimeligt nøjagtigt til sommeren 1912.

Efternavnet Carstensen er ikke helt almindeligt, men der findes ikke nogen ved navn Viggo Carstensen i vejvisere eller skattebøger fra denne periode. Og dog, for Horsens har en vejviser fra 1909-10 og dernæst først fra 1916, så afsenderen kan have boet i Horsens og være flyttet igen inden for denne periode.

Jeg har gennem årene kørt byen og egnen tynd og altid haft billedet i tankerne. Hver gang jeg er stødt på et hus med navnet ”Højbo” - så hjem og finde kortet frem og tilbage for at se, om det kunne være den samme ejendom, som måske bare er blevet kraftigt ombygget. Men hver gang er jeg endt med uforrettet sag.

For et par år siden opdagede jeg så på QXL dette kort af noget, der lignede et gartneri:

I første omgang kædede jeg ikke kortet sammen med ”Højbo”-kortet, men da det er stemplet i Horsens 12. august 1911, og da jeg syntes, striben af vand i baggrunden kunne ligne Nørrestrand, der ligger som en indfjord nord for Horsens, bød jeg på kortet og fik det.

Da kortet nåede frem, og jeg fik det undersøgt nærmere med lup, blev jeg sikker i min sag angående geografien. Samtidig studsede jeg over det ene afsender-navn: Viggo. For måske havde det noget at gøre med Viggo Carstensen fra ”Højbo”-kortet...

Jeg fik igen det gamle kort fundet frem og konstaterede hurtigt, at navnet Viggo var skrevet på samme måde, samt at hegnet, der optræder på begge kort, var ens. Derefter var der for mig ingen tvivl om, at de to kort hørte sammen.

Med det nye kort kunne jeg fastslå, at ”Højbo” måtte ligge på nordsiden af Nørrestrand, men den nøjagtige adresse havde jeg stadig ikke. Blot vidste jeg nu, at hvorfor Horsens-vejviseren ikke var til hjælp: Huset ligger uden for den daværende Horsens købstads-kommune.

Der kom flere kort på QXL:

Alle disse kort var - som Nørrestrand-kortet - sendt til en bror i Holbæk, men der var heller ikke i teksten på disse kort hjælp at hente om adressen på ”Højbo”.

Jeg startede så bilen og kørte over på nordsiden af Nørrestrand for at se, om jeg kunne finde en ejendom, der lignede. Det kunne jeg ikke, men jeg fandt en vej, som hed Højbovej. Det var dog utrolig svært at se, om udsigten på mit postkort kunne passe med en af de ejendomme, der lå på vejen. Jo, en af dem, Højbovej 18, med lidt god vilje, men i dag kraftigt ombygget.

Hjemme igen slog jeg adressen op http://www.ois.dk// og fandt ejendommens BBR-oplysninger. Her fremgik det, at ejendommen er opført i 1902 og har gennemgået en væsentlig om- og tilbygning i 1979. Det passede fint. Og på Krak.dk fandt jeg et satellit-billede af grunden, der yderligere bekræftede, at jeg var på rette spor, idet jeg tydeligt kunne se træer og buske på stribe, så der måtte have været et gartneri på stedet.

Næste skridt var at besøge Byarkivet i Horsens, hvor byarkivar Bodil Møller Knudsen som altid var parat til at hjælpe. Men de kort, jeg med hendes hjælp fik adgang til, gav ikke noget endegyldigt svar, ligesom et besøg på det lokale tinglysningskontor heller ikke hjalp, fordi man dér ikke kunne gå så langt tilbage som til 1910. Så jeg manglede stadig beviset på, at Viggo Carstensen havde ejet eller boet på ejendommen.

Jeg klagede min nød til en god samlerven, som er hovedkraften bag http://www.horsens.varberg.dk/ med tusinder af fotos fra Horsens og omegn. Han kender lidt til slægtsforskning og fandt frem til folketællingslisten fra 1921 - og her fremgår det, at Viggo Carstensen boede Højbovej 18 sammen med sin hustru og sønnen Arne.

Næsten 25 år og en masse detektivarbejde krævede det at nå så langt. Og det var en kanongod følelse endelig at stå med den rigtige adresse.