Artikler / 2010 / Maj 2010

Ups - en politisk smutter

Af Chr. Rimestad

Frimærker kan også handle om politik. Netop dét gemmer sig bag et af de helt sjældne frimærker fra Folkerepublikken Kina.

Landet udgav i sidste halvdel af 1960’erne, mens den meget omtalte kulturrevolution hærgede, en række særdeles propagandistiske frimærker. Mange af dem er i dag ganske dyre, bl.a. fordi det kinesiske postvæsen fik besked på at sløjfe alt, hvad der hed abonnementer på landets frimærkeudgivelser. Frimærker skulle bruges til breve - og ikke til en så borgerlig og dekadent hobby som filateli.

Blandt udgivelserne var dette mærke fra 23. november 1968, kendt som ”The Whole Country Is Red” - hele Kina er rødt.

Men kig til højre for det røde, kinesiske fastland - dér ligger Taiwan som en hvid plet. Og da Folkerepublikken Kina stadig betragter Taiwan som en frafalden provins, der hurtigst muligt bør lægges sammen med hovedlandet, var den hvide plet lidt af en politisk smutter.

Mærket blev da også i al hast trukket tilbage. Forinden blev der dog solgt nogle få stykker på et par fjerntliggende postkontorer, som var lidt for hurtige med at udbyde nyudgivelsen.

I november 2009 blev et af disse mærker solgt på en auktion i Hong Kong - pris: 3,68 mio. Hong Kong-dollars, svarende til ca. 2,5 mio. danske kroner.

Horsens Filatelistklub v/formand Henrik Plovst  | Tlf.: 41 704 861 | hplovst@gmail.com